Natur og kultur side om side
Amagerbanens spor skaber et unikt grønt åndehul midt i byen.
Vild natur langs Amagerbanen
Jernbanedrift har gennem tiden skabt en helt unik naturtype i det danske landskab – en natur, der stadig findes på de sidste dele af Amagerbanen, hvor vores forening holder til.
På Amagerbanens 1,2 km lange tracé kan man opleve forskellige former for vild natur, samtidig med at de kulturhistoriske jernbanespor stadig tydeligt præger landskabet både visuelt og funktionelt. Banen er hjemsted for sjældne insekter, som små humlebiller og store humlesvirrefluer. Nogle af dem bruger svellerne som bosted, mens andre trives i bunkerne af dødt ved, som vi løbende vedligeholder, når vi rydder skinnerne til driften.
I foreningen arbejder vi med biodiversitet som fokus. Efter rapporten fra Natur360 har vi taget initiativ til at bekæmpe nogle af områdets invasive arter og implementere forskellige tiltag i den daglige drift – for eksempel vedligehold af de større bunker af dødt ved, variation i græshøjder og lignende, så både natur og jernbane kan trives side om side.

