Gør en forskel – bliv frivillig hos Amagerbanens Venner

Som frivillig hos Amagerbanens Venner får du sjove oplevelser, nye fællesskaber – og mulighed for at gøre en forskel på banen.

Bliv frivillig – sammen holder vi historien kørende

Bliv frivillig på Amagerbanen og vær med til at holde historien levende. Vi er en lille håndfuld dedikerede frivillige, der står for den daglige drift af banen. Vores interesser spænder bredt, men fælles for os alle er ønsket om at bevare vores del af den gamle Amagerbane og skabe gode oplevelser på åbningsdage og ved særlige arrangementer.

Som frivillig bliver du en del af et engageret fællesskab med mange forskellige opgaver. De fleste er praktiske og kan til tider være fysisk krævende. På en almindelig åbningsdag kan du for eksempel hjælpe med oplåsning og klargøring af cykler, strækningsgennemgang på skinnecykel, byde gæster velkommen, instruere før turene, vende cykler mellem afgange, stå som ledvogter eller udføre mindre vedligeholdelse. Derudover holder vi arbejdsdage med fokus på vedligehold, busktrimning og andet forarbejde langs banen.

Det sociale fællesskab betyder meget for os. Vi arrangerer blandt andet en årlig tur til et jernbanerelateret sted – tidligere er turen gået til Gedserbanen eller med veterantog rundt i landet. På åbningsdage sørger vi for frokost, og indimellem afslutter vi dagen med grillaften i vores kolonihave langs banen. Efter noget tid som frivillig kan du også få nøgle, så du kan benytte banen med venner og familie uden for åbningstiden.

Har du lyst til at være med? Så send os en mail på amagerbanens.venner@gmail.com eller kig forbi på en åbningsdag og tag en snak med os. Vi glæder os til at byde dig velkommen i fællesskabet.